Den tyngende slappe hud på øjenlågene kan hos mange med tiden blive et tiltagende problem og giver ofte et samtidigt meget træt udseende.
Derudover kan der være gener i form af indskrænkning af synsfeltet, pandehovedpine af at skulle
rynke panden, men ligeledes lokal hudirritation kan forekomme typisk i form af rødme og kløe.
I klinikken tilbyder vi operation af tyngende øvre øjenlåg. Oftest opereres begge øjenlåg samtidigt.
Forundersøgelsen
Ved denne vurderes graden af ovenstående gener, og såfremt en række fra sundhedsstyrrelsen angivne kriterier er opfyldt, kan man blive opereret uden selv at skulle betale herfor.
Disse kriterier går på den funktionelle komponent af lidelsen, og såfremt disse kriterier ikke er opfyldt,
er der tale om en kosmetisk operation, for hvilken man selv skal betale.
Desuden vil du få af vide til forundersøgelsen, hvorvidt du skal holde pause med blodfortyndende medikamenter og /eller naturmedicin op til operationen. Det drejer sig især om lægemidlerne Marevan, Xarelto, hjertemagnyl (herunder Magnyl og Ibuprofen samt andre gigtmidler) samt fiskeolie. En pausering af disse inden operationen er grundet den ellers øget blødningsrisiko, der ville være under operationen. Pausering af livsvigtig medicin skal aftales med din egen læge.
Ved forundersøgelsen vil du ligeledes blive oplyst om de mulige risici ved operationen. Der kan komme infektion i såret, hvilket er relativt sjældent. Efter operationen vil der altid komme et ar på øjenlågnene, som dog oftest kun er synligt som en lille hvid streg, når man har øjnene lukket. Generelt i meget sjældne tilfælde, hvilket jeg i min karriere med talrige øjenlågsoperationer aldrig har været udsat for, kan der optræde en lukkedefekt efter operationen, hvor øjenlåget kan have svært ved at lukke helt og dermed fugte øjenæblet. Dette kan på sigt give alvorlige komplikationer såsom hornhindebetændelse.
Inden du kommer på operationsdagen, skal du derhjemme have sørget for at have forberedt kolde omslag/isposer eller lignende derhjemme til brug efter operationen.
Disse skal være pakket forsvarligt ind i rent stof/viskestykke, og skal de første 3 dage lægges
på de hævede øjenlåg hver 3. time, et kvarter ad gangen.
Selve operationen
Operationen foretages i lokalbedøvelse med en varighed mellem 30-40 min. Ved anlæggelsen af den bedøvende væske sprøjtes den forsigtigt ind under huden svarende til det område, der skal opereres.
Denne del kan være noget generende, men bedøvelsen virker hurtigt, og man vil efterfølgende ikke være smertepåvirket under hele operationen. Efterfølgende fjernes den overskydende hud fra begge øjenlåg, hvorefter der syes i huden med en tråd, der skal fjernes ugen efter ved egen læge, som du selv skal bestille tid til. I denne periode skal der smøres med en antibiotisk salve 3 gange dagligt, der udover at være med til at forhindre infektion, ligeledes er med til at undgå irritative sårskorper.
Efter operationen
Efter operationen er der en forventlig større hævelse omkring øjnene grundet muskel- og bindevævets reaktion på operationen. Denne hævelse aftager normalt meget indenfor de første 1-3 uger, men i realiteten kan det endelige kosmetiske resultat først vurderes efter 3 til 6 måneder efter operationen. Når du kommer hjem fra operationen skal du de første 3 dage lægge kolde omslag på de hævede øjenlåg 15 minutter ad gangen hver 2. til 3. time.
De fleste har de følgende dage ikke de store gener, men der kan dog forekomme lettere ubehag omkring øjnene i form af let stikken og prikken, hvilket dog er kortvarigt og forbigående. Nogle vil kunne gå på arbejde allerede dagen efter operationen, hvis man eksempelvis har stillesiddende arbejde, hvorimod andre med tunge løft og eller støvede omgivelser må vente nogle dage.